Et epokegørende møde

I juni 1854 mødte Frederik Vermehren den 82 år gamle fårehyrde på den jyske hede. Han gik i den blomstrende lyng med sine får og strikkede, kun ledsaget af hunden, der hviler ved hans fødder. Det tilfældige møde blev de næste to måneder omsat til et af det danske folkelivsmaleris hovedværker.

Menneskets samhørighed med naturen

Gennem adskillige tegnede og malede skitser arbejdede Vermehren sig langsomt frem mod det endelige motiv, der handler om meget mere end blot den gamle mand på heden. Fra det virkelighedsnære afsæt er det blevet til en skildring af menneskets samhørighed med naturen, af det simple liv levet i pagt med naturen og den Gud, som fornemmes i det storladne landskab.

Metafysisk dimension

Oplevelsen af en metafysisk dimension er især en konsekvens af lysets intensivering, af landskabets uendelighed og mere konkret symboliseret ved gravhøjene i baggrunden.

Kunstsyn fra Eckersberg

I kunsthistorien omtales Vermehren ofte som en konservativ fastholder. En følge af hans mange år som professor, hvor han frem til sin afgang i 1901 insisterede på et kunstsyn, der stammede fra gamle C. W. Eckersberg (1783-1853). De unge kunstnere opfattede ham derfor som et levn fra den gamle verden. Men i 1850’erne tilhørte Vermehren den progressive fløj i dansk kunst og var en af de mest aktive i det første væsentlige oprør mod Kunstakademiets manglende vilje til forandring.

Kilder:
Th. Faaborg bog om Johan Frederik Nicolai Vermehren og Statens Museum for Kunst.